”Jeg vil lave en tegneserie”-tutorial

Rigtig mange tegnere går med en tegneserie i maven, som de vil have ud. Desværre er det at være en god tegner ikke nok for at lave en god serie, og tegneserier er et medie med rigtig mange faldgruber.

Jeg vil i denne tutorial gennemgå nogle af de væsentligste råd til håbefulde unge tegneserieforfattere, baseret på egne og bekendtes erfaringer.

Regel nummer 0

Øvelse, øvelse, øvelse. Lad være med at gå i gang med din Store Episke Saga med det samme. Det er fristende, men hvis du har en idé, du brænder for, fortjener den at du præsenterer den på den bedste måde, ikke at blive brugt som prøveklud. Start med at lave små, uforpligtende prøvekluds-serier, så du finder ud af hvad virker, og især hvad ikke gør.

Internettet flyder med Store Episke Sagaer, der er stødt på grund. Jeg skal gerne indrømme at jeg selv har en, og hvis man ser antallet af serier på eksempelvis Comicgenesis, der er døde efter ti sider, kan man blive helt modløs. Som Paranoid siger:

”Jeg kan godt garantere dig at din første tegneserie ikke bliver den bedste, derfor anbefaler jeg du lærer håndværket tegneserier inden du giver dig i kast med et stort episk projekt.”

Der er mange fordele ved at begynde med små serier. For det første får du at se, om tegneserier overhovedet er noget for dig, og du får naturligvis en tegnemæssig erfaring, men derudover lærer du at tegne den samme figur igen og igen, at få et godt ”flow”, at finde en detaljeringsgrad, der passer dig, at bygge en historie op, hvad der fungerer (og ikke gør!) i små rammer, og vigtigst: Du får gjort historier færdige! Det giver dig en følelse af at have nået noget som ”jeg har nået de første 30 sider af min 200-siders saga” aldrig vil gøre, og hvis du ikke kender fornemmelsen af at have lavet en serie færdig, har du meget lettere ved at give op.

Nedenfor vil jeg gennemgå hints til at lave en historie, til personerne, til tegningerne og til sidst noget om præsentation.

Historien

Det vigtigste i en tegneserie er efter min mening handlingen. Så har du ikke en idé du synes er stærk, bør du sætte dig ned med en kop varm kakao og en rulle mariekiks, indtil du finder én. Når du har en grundidé, skal du se hvor meget du kan bygge på den. Mere om det senere, først:

Brainstormingsteknikker

Ofte støder man ind i ”angsten for det hvide papir,” og går i baglås, når man skal finde på en historie. Det kan derfor være godt at have nogle teknikker til brainstorming. Her er to: En hurtig, der fungerer bedst til korte, useriøse serier, og en mere grundig, som fungerer bedst til længere serier.

Begge teknikker baserer sig på det faktum at det er lettere at komme på idéer, hvis man har en eller anden form for begrænsning.

Teknik 1: En Hatfuld Idéer (Eller Tre)

Denne teknik duer bedst hvis man vil have en idé nu og her, og det ikke gør for meget at den bliver fjollet.
Klip en masse papirlapper og skriv på hver lap enten en ting, en person eller et sted. Eksempler kunne være:

  • Ting: En pæn sten, en campingvogn, en raket …
  • Personer: En dame med en helmaske, en neandertaler, en troldmand …
  • Steder: En ø, inde i en indvold, et hospital …

Allerbedst, hvis du kan få andre til at skrive sedler også.

Læg derefter de tre kategorier sedler i hver deres hat (eller anden beholder, hatte ville bare være sejest), rod rundt og træk en tilfældig fra hver. Prøv så at få de tre, du har trukket til at hænge sammen.

”Pæn sten,” ”Dame med helmaske” og ”Ø” kunne blive historien om en maskeret gudinde, der slås med en anden om en pæn sten i Gudernes Flyvende Ørige.

”Campingvogn,” ”Neandertaler” og ”Indvold” kunne blive til historien om en tidsrejsende campingvogn og en neandertaler, som bliver spist af en dinosaurus.

”Raket,” ”Troldmand” og ”Hospital” kunne blive til historien om en troldmand, der blev ramt af en raket og kom på hospitalet.

Teknik 2: Det Store Billede

Denne teknik er bedre til længere historier, og kræver noget mere forberedelse.

Først at tager du et stykke papir, giver det overskriften ‘Personer’, og skriver en masse idéer til karakterer ned (eksempelvis: Barnepigerobot, som er blevet glemt i et skab i hundrede år)

Hæng så papiret op på din væg, tag et nyt stykke papir og kald det ‘Miljøer’

På det skriver du steder, hvor handlingen kan foregå, uafhængigt af personerne (eksempelvis: Slumkvarter på en koloni på Mars).

Hæng papiret op ved siden af det andet, og tag et nyt frem, som du slår en lodret streg igennem. Den ene side døber ‘Motiver’ På det skriver du motiver man kunne få et plot ud af, uafhængigt af personerne og stederne (som: Redde verden fra den onde onde superskurk Tsehdolf)

Den anden side kalder du ‘Forhindringer’, og der skriver du en forhindring til hvert motiv. (For eksempel: Tsehdolf har spioner overalt og er omgivet af vagter)

Hæng også dette ark op.

Når du har skrevet en god portion idéer ned, går du i gang med at se om du kan få nogen af dem til at passe sammen (i denne proces får du sikkert en masse nye idéer – skriv dem ned!):

Tag et ark, og sæt idéerne sammen på det. Med de ovenstående eksempler, kunne man få: Glemt Barnepigerobot – I et slumkvarter i en marskoloni – Vil redde verden.

Med disse teknikker kan du få en masse idéer, som ikke kan bruges til ret meget, men der skulle også gerne dukke nogle gode op. Når du på den måde stimulerer kreativiteten, kan der sagtens dukke en helt ny plotidé op, som ikke hænger sammen med de sedler og stikord, du har brugt. Hvis den er bedre end dem du har fundet med teknikken, så tag den! Der er ikke nogen regler for hvordan man skal finde frem til sin historie.

Hvis du får en idé, som du synes er god, så byg videre på den. Lad os tage Barnepigerobotten fra teknik nummer to: Hvordan ser den ud? Hvilke skavanker har den fået af at være glemt i hundrede år? Hvorfor blev den overhovedet glemt? Hvad er det for en marskoloni? Hvem er Tsehdolf? Hvad gør han, som verden skal reddes fra? Hvorfor lige dén robot? Hvem er hjælpere? Hvem er fjender? Hvem er forrædere? Etc. Dette leder os til:

Den Røde Tråd

Du har en løs idé, nogle personer og et miljø, hvad så?

Det næste trin er at få en struktur på historien. Afhængig af om det er en to-siders vittighedsserie eller en 800-siders Stor Episk Saga, kan det tage kort eller meget, meget lang tid. Hvis historien er meget lang, kan det være en fordel først at tage de store træk og finde den ”kritiske sti” imellem dem: Hvad er absolut nødvendigt for plottet at vi får med? Skriv disse milepæle ned.

En god teknik er at have en bogstavelig talt rød tråd: hæng en snor vandret op på væggen (den behøver ikke være rød), og sæt milepælene fast med clips på den med god afstand. Når du senere får idéer til ting, der skal med i historien, skriver du dem på nye sedler og hænger dem op mellem milepælene. På den måde får du en god fornemmelse af hvordan historien ”flyder” med hensyn til afstand imellem begivenheder, noget som kan være svært hvis man bare skriver plottet ned på et ark papir, eller har det hele i hovedet.

En anden fordel er at du under den røde tråd kan hænge en anden (en blå, f.eks.?) med billedreferencer – vigtige scener, personer, genstande, etc. hvor de bliver introduceret. På den måde kan du se om al den visuelle information klumper sig sammen, om du har vist læseren en ting før (mest relevant ved historier i flere kapitler), og du kan altid finde den relevante reference. Metoden duer selvfølgelig bedst, hvis du har et stort nok vægareal.

Treakts-strukturen

Treakts-strukturen bliver brugt enormt meget indenfor især Hollywood-film, og kan være en hjælp til at analysere spændingskurven i din historie. Pas dog på med ikke at bruge den som en krykke – så får du en meget forudsigelig historie.

Idéen er grundlæggende set at du har et anfang, som vækker læserens interesse, tre hovedakter og en slutning. De tre hovedakter er forløbet op til Første Vendepunkt, forløbet mellem Første og Andet Vendepunkt og forløbet mellem andet vendepunkt og klimaks. Der findes meget dybdegående analyseredskaber, men de er udelukkende lavet for sadistiske dansklæreres skyld. Som historieskaber er det vigtige for dig bare, at din spændingskurve ikke bliver flad.

Modellen opererer med vendepunkter, fordi det sjældent er interessant at læse noget, der går præcist som forventet fra start til slut. Vendepunkter er de steder, hvor historien tager en ny drejning. Noget bliver afsløret, noget går galt, skurken slår til igen, etc. En spændingskurve er uinteressant, når den er flad, uanset om den er flad fordi der aldrig sker noget, eller fordi der sker noget hele tiden. Har du meget action, så sørg for at betone pauserne, og har du meget lange perioder, hvor folk bare går fra et sted til et andet, så læg lidt spænding ind. En vigtig pointe er at det ikke er nødvendigt med præcis to vendepunkter, men hvert vendepunkt devaluerer shockeffekten, så pas på med at bruge for mange.

Efter sidste vendepunkt er der som regel et ”point of no return,” hvorfra historien spidser til, og der kun er én mulighed for personerne. Når de er gået ned af den sti, er det vigtigt at spændingen spidser til og til, og der ikke kommer for meget ro, ellers mister klimakset sin slagkraft.

Personerne

Levende, stærke karakterer er en af den gode fortællings grundpiller. Kend dine personer godt, sørg for at de har klart definerede personligheder og at de følger dem.

Hovedpersoner

Hovedpersonerne skal du være helt stiv i. Udforsk dem: Hvad er deres baggrund, mål, stærke og svage sider, evner og vaner? Hvad kan de lide, hvad kan de ikke lide, hvem af de andre personer kender de ved historiens start? hvordan reagerer de i en krise, hvordan ville de foretrække at deres dag forløb, hvad er deres drømme og holdninger? …
Én mulighed er at lave ”rollespilsark” – lav en skabelon, som tvinger dig til at tænke på det ovenstående for alle dine vigtige karakterer. Pas dog på med at bruge reelle rollespilssystemer til at lave karaktererne – disse er ofte begrænsende for spilbalancens skyld.

Tænk over hvordan de taler. Hvis en gadebums bruger mange fremmedord, skal der være en plotmæssig grund til det, og hvis en viking siger ”fuck,” sprænges illusionen. Som Paranoid siger:

”Hvis man kan genkende personerne kun ud fra deres sprog, har man gjort det rigtigt”

Pas dog på med at skrive i dialekt – det kan være dybt frustrerende at tyde.

Mary Sue

En af de hyppigste begynderfejl, når det gælder personer, er at lave en ”Mary Sue”-karakter. Mary Sue er perfekt. Alle elsker hende, hun er ekspert i tyve forskellige ting, hun er den smarteste, smukkeste, mest fantastiske person i fortællingen. Hun har ofte en unik, fantastisk baggrundshistorie, som barn af en engel og en dæmon i en verden, hvor den slags ellers aldrig sker. Man ser hende især i fanfictions (fortællinger, der foregår i et eksisterende univers, f.eks. Harry Potter). Hendes udseende er ofte en perfekt udgave af forfatteren selv, og det er herfra hun kommer: En personificering af, hvordan man ville ønske, man selv var.

Problemet med Mary Sue er at hun er drønkedelig at læse om. Den interessante karakter har fejl, svagheder og problemer. Hvis vi ved at hovedpersonen kan klare alt, udebliver spændingen. I 70’erne var Superman så mægtig, at næsten alle historier handlede om hvordan han på en eller anden måde mistede sine kræfter, eller var tvunget til at klare sig uden dem, for ellers var der ingen historie.

Batman er et eksempel på en karakter, der meget let kunne have været en Mary Sue: Han er rig, smuk, stærk, lynende intelligent, mester i alt fra biokemi til karate, og selv om han på papiret er helt almindeligt menneske besejrer han gang på gang fjender med superkræfter. Det er hans fejl, der gør ham interessant: Han er en enspænder, fanatisk opsat på sin krig mod kriminalitet. Han kan ikke finde ud af at bede om hjælp, han skubber folk fra sig fordi han ikke kan relatere til dem, han har et sygeligt behov for kontrol og han bruger frygt som våben, så ingen andre end Robin og Alfred, selv ikke hans superhelte-kollegaer, kan lide ham.

Bipersoner

Bipersonerne er overalt, og det er i dem, læseren spejler dine hovedpersoner. Hvis alle har lange, indviklede baggrundshistorier, de bliver nødt til at fortælle til kameraet, bliver dine hovedpersoner mindre unikke. Hvis de derimod er for ens, virker de kunstige, og læseren bliver ligeglad med om din hovedperson redder dem, slår dem ihjel eller forvandler dem til kyllinger.

Sørg for at tilfældige personer i baggrunden virkelig er tilfældige – et rigt, varieret persongalleri giver din fortælling liv og troværdighed. Hvis alle er supermodeller eller unge, sortklædte punkere, skal der være en grund til det.

Samfundet

Det er omgivelserne, der former personerne. Selvfølgelig er alting ikke ”samfundets skyld,” men der skulle gerne være forskel på hvordan folk interagerer i en politistats-science-fiction-fortælling og i en præriewestern.

Hvis du bruger et miljø, du ikke er dybt fortrolig med, så sørg for at lave research. I værste fald provokerer og sårer du en masse mennesker utilsigtet, men du kan også bryde historiens troværdighed ved at lade miljøet være ”ude af karakter.”

Laver du i stedet din helt egen setting, eller ændrer på nogle ting fra vores virkelighed, så tænk det igennem. Hvis der er en tydelig logisk brist i hvordan tingene fungerer, vil det ødelægge læseoplevelsen for mange. Sørg i det mindste for at give en forklaring, også selv om det bare er ”en troldmand gjorde det!” Logisk betyder ikke virkelighedstro. Så længe serien overholder sin egen logik, kan den bryde naturlovene lige så tosset den vil.

Udvikling

I løbet af din historie vil der typisk ske ting. Sørg for at holde styr på hvilke. Hvis Doktor Stjernemuldvarp døde i nummer 13, så vil halvdelen af læserne undre sig, når han spærrer FrihedsFyren inde i nummer 26.

Den anden halvdel har derimod glemt det, så lad være med at hænge et plot op på at læseren kan huske noget, som der er gået længe siden de fik at vide.

Tegningerne

En anden muligvis ikke helt uvæsentlig del af tegneserier er tegningerne. Tegninger til tegneserier adskiller sig fra almindelige ”pin up”-tegninger på flere punkter.

For det første skal du tegne de samme personer igen og igen, fra flere vinkler, og de skal stadig være letgenkendelige. For det andet skal du have mange tegninger ind på en enkelt side, med en klar læseretning. For det tredje kommer du sikkert til at tegne mere varierede stillinger og ansigtsudtryk end du er vant til. For det fjerde er der meget mere interaktion imellem figurer, end der normalt er på pin-ups.

Genkendelighed

Tegn dine vigtige figurer mindst 20 gange, før du tegner dem ind i serien. Et eksempel er Rikkes erfaring:

“Jeg startede min tegneserie Stereotype Devil and Angel, ved ganske enkelt at tegne det første billede, der nogen sinde var lavet af figurerne, direkte ind på side et. Der findes ikke nogen billeder af dem før det.

Jeg regnede med at historien kun ville blive ti sider lang, og lavede den kun for at få en bestemt joke ud af hovedet.

Resultat: I løbet af de første fem sider vokser den ene hovedpersons pandehår fra en længde omkring hans øjne til en længde hvor håret næsten går ned til hans hage. Dette kunne jeg have undgået, hvis jeg havde lavet en 20-30 tegninger af ham først FØR side 1 og fundet ud af hvordan han skulle se ud.”

Dine figurer skal være letgenkendelige fra hinanden. Få ting er mere frustrerende for læseren end ikke at kunne finde ud af hvem der er hvem. Rikke har en god metode:

“Hvis man laver sine figurer i “Lemmingsform” (det vil sige at stort set alle specifikke kendetegn ved ansigtsforme, højde og lignende bliver minimeret) skulle man stadig meget gerne være i stand til at kunne se forskel på personerne ud fra tøjstil, frisure og evt. ekstrem kropsbygning.

Hvis man ikke kan kende forskel på fx sine to hovedpersoner (eller har svært ved det) er det en rigtig god ide at gøre dem mere forskellige.

Lemmingsreglen er også god fordi den sikrer at man stadig kan kende forskel på figurerne, selvom ens tegnestil efterhånden ændrer sig, og man måske tegner ansigter og kroppe på en helt ny måde.”

Lav modelsheets af dine figurer – ark hvor man tydeligt kan se hvordan de ser ud i forskellige vinkler og humør, hvor høje de er, hvordan deres tøj ser ud, etc. Dette er ekstremt vigtigt hvis du arbejder sammen med andre, men også når du er alene bør du have referencer. Det tvinger dig til at tænke over karakteren.
Genkendeligheden gælder også for miljøer, om ikke i så høj grad. Med mindre dine figurer bor i et landskab af hvidt, vil der være baggrunde. At have en klar idé om hvordan alting ser ud, giver dig en sikkerhed i din streg, som læseren kan mærke, og som giver din serie et markant løft. Hvis du har nogle faste lokationer, så lav concept art på dem, som var de karakterer. Dette er især vigtigt, hvis du vil lade historien foregå steder, læseren skal kunne genkende.

Sidelayout

At have mange billeder på en side kan let – meget let – blive uoverskueligt. Leg med sidens layout og find den placering af rammerne, der giver det bedste flow. Peter Madsen lavede typisk 10-15 skitser af hver side på Valhalla, og han ved ellers hvordan det skal gøres. Så pertentlig behøver du naturligvis ikke være, men vær klar over at du sjældent rammer det perfekte i første forsøg.

Dette gælder generelt for tegneserier: Der er ingen skam i at lave ting om, tvært imod. Prøv at lave miniudgaver af siderne, før du begynder den endelige tegning. Du kan sagtens få en idé om flowet på en thumbnail-skitse. Del eventuelt et papir op i fire lige store dele, og lav fire udkast til samme side. Tænk over antallet af billeder per side. Hvis din serie er til læsning på internettet, bør der ikke være for mange eller for små billeder per side – det kan tryk klare meget bedre.

En fejl, man ofte ser i webcomics, er dårligt flow i de enkelte scener. Alt for meget tekst krympes ind i alt for få talebobler, for mange karakterer introduceres for hurtigt efter hinanden, for lang tid bliver brugt på at beskrive noget, forfatteren synes er sejt, men som er ligegyldigt for historien. Her er mit eneste råd ”øvelse.” Jo flere gange, du har prøvet det, des bedre bliver du.

Pas på ikke at bruge de samme visuelle effekter konstant. Lige som med vendepunkter, bliver effekten af eksempelvis ”splash pages” eller tegninger, der bryder ud af rammen (en i øvrigt god måde at skabe dynamiske sider på), devalueret, hvis den bruges for tit.

Studér gode tegneserier. Hvad gør dem gode? Læg mærke til panelopbygningen. Ikke for gentagende og ikke for udsvingende er en svær balance at ramme, men det er enormt vigtigt.

Hvis du vil have en god kvalitet billeder, kan det i øvrigt anbefales at arbejde i overstørrelse. Tegn på A3 og nedfotografér; det giver dig meget mere plads at arbejde på, fejl bliver nedkopieret, og stregen virker mere skarp. Til gengæld tager det længere tid og koster mere tusch. Thierry Cappezzone tegner H.C. Andersen Jr. på to A3-sider, så det bliver til A2-størrelse, og nedfotografering i den størrelsesorden er helt normalt i professionelle serier.

Stillinger og ansigtsudtryk

Hvis du kun er vant til at tegne pin-ups, vil der være en stor udfordring i action poses. Bogen ”How To Draw Comics The Marvel Way” har et rigtig godt afsnit om dette, og kan generelt anbefales til aspirerende serietegnere. Derudover handler det igen om øvelse: Tegn den samme figur mange gange i forskellige stillinger. Udvid dine model sheets til en helt figurportfolio med typiske stillinger og ansigtstræk.

Interaktion

Tegneserier ville være kedelige uden interaktion. Personer taler, slås, kysser, omfavner, og gør i det hele taget livet svært for os tegnere. Det er ikke ”snyd” at få folk til at stille sig op og tegne efter. Der findes også på internettet et væld af billeder med referencer. Prøv at søge på ”stock photos” + (hvad du skal bruge, f.eks ”fight”) på Google.

At tegne to personer i interaktion er væsentligt anderledes end at tegne to enkeltpersoner: Pas på at de ikke flyder sammen, og tænk på at deres vægt påvirker hinanden.  Hvis en person læner sig op af en anden, skal der være stor vægtforskel, før den anden ikke behøver at stemme kontra.

Den største forskel mellem tegneseriebilleder og pin-ups er at i tegneserier gør folk noget. Pas på med ikke at stille folk i pin-up-stillinger, det virker dumt og dræber flow’et. Tegn alle personerne som ”pindemænd,” før du går i gang med at skitse dem op. På den måde kan du få dem placeret fornuftigt indbyrdes.

KISS – Keep It Simple, Stupid!

Enkelthed er vigtig, men husk at skelne mellem enkelthed og simpelhed. De enkelte objekter på tegningen bør stå klart frem, og det skal være let at afkode, hvad der er væsentligt. Det betyder ikke at tegningerne i sig selv ikke må være superdetaljerede og rumme lag på lag af tydninger – bare den umiddelbare fortælling står frem med det samme.
En måde at få enkelthed på er at variere stregtykkelse: Vigtige elementer og omrids bør have en tykkere streg end detaljer og baggrunde.

Sørg også for godt med luft mellem vigtige elementer. Hvis en person eksempelvis taler i en walkie-talkie, er det langt lettere at afkode, hvis man ser hånden med walkie-talkien ved siden af hovedet end foran det.

Brug ”etableringsbilleder” hvor du viser hvor handlingen foregår og hvem der er i scenen, så læseren føler sig hjemme. Hvis al handlingen i et panel foregår i den ene side, så sørg for at veje op for det visuelt, ellers vil billedet vælte. Du kan nemt stå i den situation at tilføjelsen af elementer faktisk gør afkodningen af billedet enklere.

Tekstning

Vid hvad der skal stå, hvor det skal stå og hvor meget der skal stå, før du tegner talebobler. Det kan godt være at det lyder indlysende, men især hvis man computertekster, kan man risikere at få disproportionelle bobler: Det ødelægger helhedsindtrykket, hvis teksten hele tiden varierer i størrelse for at passe til boblen, eller der er enorm variation i hvor meget margin der er omkring teksten.

I forbindelse med computertekstning, vil jeg anbefale at bruge god tid på at finde en velegnet font – eventuelt lave din egen. Tekster sat med Times New Roman eller (gys!) Comic Sans kan ødelægge stemningen i serien fuldstændigt. Lad være med at bruge en ekstremt kringlet, sej gotisk skrift – du ødelægger læseflowet, og det er de færreste læsere, der gider bruge tid på at dekryptere teksten. Ligeledes bør du bruge computertekst, hvis din egen håndskrift er svær at tyde – eller få en anden til at tekste for dig.

Håndtekstning er selv i dag et vigtigt hverv i seriebranchen, og med god grund. Selv om du laver en præcis afstøbning af din håndskrift og bruger den som computerfont, giver håndtekstning et lag varme og professionalisme, som er med til at løfte serien, hvis det vel at mærke er lavet ordentligt. Et godt trick er at lave hjælpelinier med lineal i skitsen, så din tekst ikke bølger.

Tænk over taleboblernes længde. Du laver en tegneserie, ikke en illustreret roman, og taleboblernes indhold skal være kort og skarpt, medmindre der er en pointe i andet. Enhver, der har læst et Blake og Mortimer-album ved, hvad jeg taler om.

Rammer

Lineal, lineal, lineal. Skæve rammer er noget af det bedste du kan gøre, hvis du vil have din serie til at se uprofessionel ud. Hvis tegneren ikke engang gider bruge et par minutter på at tegne sine rammer ordentligt op, hvad er det så for et niveau, jeg som læser kan forvente?

Rent opstregede rammer kan dog let blive kolde at se på, og til mange grafiske udtryk duer det ikke. I de tilfælde anbefaler jeg at du tegner rammen op med lineal i dine skitsestreger og derefter rentegner dem i frihånd. Du kan sagtens lave eksempelvis rystede rammer, bare grundlinien, der rystes omkring, er lige.

En anden hyppig ramme-fejl er at nøjes med en enkelt linie som separation mellem rammerne. Det er ikke nok til at skabe illusionen om selvstændighed for hver ramme, og gør dine sider rodede at se på.

Omvendt kan man komme til at gøre afstanden mellem rammerne for stor, og det ødelægger en af de ting, der får tegneserier til at fungere: Loven om nærhed. Denne kompositionslov siger at man opfatter ting, der er tættere på hinanden som mere beslægtede end de, der er langt fra hinanden. Brug den, når du vil guide øjet gennem siden:
Læg mærke til de to (meget kedelige) tegneserier her til højre: den ene læses vandret og den anden lodret. Loven om nærhed gør at vi binder rammerne, der er tæt på hinanden mere sammen end dem, der er langt fra hinanden. Læg også mærke til at vi opfatter det som to serier, fordi afstanden mellem de to er meget større end de interne afstande.

Præsentation

Når du nu er kommet godt i gang, og har lavet de første par sider, er der nogle faldgrupper, du bør være opmærksom på. De fleste har med onlineserier at gøre:

Og Jublikum Publer

Tænk over, hvem din serie henvender sig til. Selv om din stil er manga-inspireret, bør du kun bruge japansk læseretning, hvis der er stærke argumenter for det – som at du laver serien til japanere. Den almindelige læser, selv den der er vant til manga, får intet positivt ud af omvendt læseretning, og det gør ikke din serie mere ”rigtig”

Ligeledes behøver du ikke forklare hvad en thagomizer er, hvis du laver en serie til arkæologer, men hvis dit kernepublikum er 12-årige piger, som godt kan lide ponyer, skal du ikke regne med at de kender det, eller gider slå det op.

”Se min serie… Snart!”

Når du vil reklamere for din serie (hvilket du naturligvis kun gør i egnede fora – du får ikke flere læsere af at spamme) så vent til du har mindst 10-15 sider oppe. Dels viser du at du er seriøs og har tænkt dig at opdatere serien, dels får du ingen læsere på en webcomic ved bare at have en ”teaser” som proklamerer at her kommer snart en serie, og den bliver god – det er vi blevet lovet lidt for mange gange til at tro på det.

Overhold deadlines

Lad være med at love at du opdaterer hver dag, hvis du kun kan holde en frekvens på en side hver anden uge. Vær realistisk. Ved fast opdaterede sider, sørg da for at have en ”buffer” med sider, så serien ikke bliver standset af en uventet matematikaflevering. Overvej om det ikke er en bedre idé at uploade hele kapitler af gangen: Du får et bedre flow, og læseren føler at han har fået noget ud af at besøge din side, selv om han så ikke gør det så ofte.

Start med kapitel 3

Lad være med at starte din serie med ti siders teksttung introduktion til din verden og karaktererne. Du laver en tegneserie, ikke en afhandling. Smid læseren ind midt i handlingen, og kom med forklaringerne som de bliver nødvendige.

Bonusinformationssider

Sider med info om din geniale verden og karakterer kan være med til at aflaste tekstpresset på din historie, men skriv aldrig plotvigtig information i disse sider. Historien skal være til at læse uden dem, og mange læsere rører dem ikke. Men her kan du slå dig løs med karakterers yndlingsfarve, stamtræ og blodtype, hvis du føler for det.

Scripts

Hvis du ikke kan eller har lyst til at skrive din series webside i hånden, findes der en række færdige scripts, der kan håndtere siderne for dig. Comicgenesis.com, drunkduck.com og smackjeeves.com er tre udbydere, der kan automatisere det meste, bortset fra selve tegningen af siderne. Upload, sammenkædning, layout, de klarer det hele. De har derudover også aktive fora for medlemmerne, som kan være med til både at give feedback, inspiration og møde nye mennesker.

WordPress.org er et mere generelt blogging-system, der kan sættes op på bogstaveligt talt tusinder af måder, og er rigtig godt, hvis du har mange små serier.

Det var vist det. Tak til Rikke Loft og Peder “Paranoid” Riis for deres input.